Hvad er boligbyrde?

Boligbyrden er den procentdel af indkomsten, som en familie skal bruge på boligudgifter og boligskatter. Boligbyrden kan altså bruges til at fortælle os noget om, hvor mange penge en gennemsnitlig familie har til overs til sig selv, når de har betalt alle de faste udgifter, som de har til deres bolig. Boligbyrden bruges til at beregne købernes købekraft, når det kommer til hushandel. En lav boligbyrde burde være lig med en høj købekraft, men boligbyrden tager ikke højde for andre økonomiske situationer, som kan holde køberne væk fra markedet.

Boligbyrden er i dag på et historisk lavt niveau. Dette skyldes flere faktorer, men som udgangspunkt skyldes faldet i boligbyrden finanskrisen. Boligerne er blevet billigere at købe end de var for få år siden, samtidig er renten på boliglån faldet betragteligt, og der er kommet mange nye og billige finansieringsmuligheder til, når danskerne vil købe hus. Boligbyrden tager ikke højde for disse nye finansieringsmuligheder, og derfor er den andel af lønnen, som et par bruger på at betale deres boligudgifter muligvis endnu lavere, end boligbyrden antager.

Vælger man at købe hus for et afdragsfrit lån med rentetilpasning, så vil man kunne opnå at købe hus med den laveste udgift i forhold til lønnen nogensinde.

Men den lave boligbyrde får ikke køberne til at strømme ind på boligmarkedet. Dette skyldes, at mange er usikre i deres økonomi. Arbejdsløsheden er høj, og mange førstegangskøbere er realistiske omkring risikoen for at miste jobbet. Mister man jobbet, mister man også en del af sin indtægt, og man har derfor et lavere rådighedsbeløb hver måned. Derfor er mange købere tilbageholdende, når det kommer til huskøb.

Sådan beregnes boligbyrden

Boligbyrden beregnes for en familie, der køber et parcelhus på omkring 150 m2. Familien har to børn. Familien vælger at tage 80 % af lånet i en realkreditforening til en fast rente, og 20 % af deres lån i banken.