Hvad er boligkøb?

Som førstegangskøber kan et boligkøb virke forvirrende og uoverskueligt. I denne artikel kan du læse mere om processen ved boligkøb, og derved kan du blive sikker i dinsag, når du skal købe bolig.

–          Tal med banken

–          Find drømmehuset

–          Kontakt mægler

–          Byd

–          Find en boligadvokat

–          Få banken til at stille sikkerhed

Hvor meget kan du købe bolig for?

Når du overvejer at købe bolig, er det en god ide, at du taler med din bank som det første. I banken kan du sammen med din bankrådgiver lægge et budget, der tager højde for dine udgifter og indtægter, som de vil se ud efter et eventuelt boligkøb. Dine skattefradrag ændrer sig, når du køber bolig, og derfor kan det være svært selv at beregne, hvor mange penge du har til rådighed. Som udgangspunkt er det en god ide, at du som minimum har sparet op til at kunne betale udbetalingen på et hus.

Når du har været i banken, vil du have en ide om, hvor mange penge du kan købe hus for. På den måde kan du nøjes med at kigge på boliger, som du har råd til at købe. Samtidig kan du tillade dig at drømme, men kun til en allerede fastsat grænse.  På den måde undgår du at drømme om noget, som du ikke har råd til.

Det kan tage lang tid at finde drømmeboligen. Der er ikke mange boliger til salg, som markedet er nu, og det er sjældent, at der kommer en ny bolig til salg, som lever op til dine krav. Det er vigtigt, at du er tålmodig, når du leder efter hus. Lad være med at gå på kompromis med ting, som du senere vil fortryde. Du kan i værste tilfælde komme til at købe det forkerte hus, og måske kan du ikke sælge det igen. De fleste ejendomsmæglere lader de andre mægleres huse optræde på deres hjemmeside. På den måde kan du få et overblik over alle udbudte boliger, selvom du kun tjekker en enkelt mæglers hjemmeside.

Når du har fundet drømmeboligen, er det blevet tid til at kontakte ejendomsmægleren. Du kan få fremsendt tilstandsrapport, energirapport osv. af ejendomsmægleren. Finder du stadig boligen interessant efter, at du har gennemlæst rapporterne, kan du nu tage ud og kigge på boligen. Lever boligen op til dine forventninger, så er det blevet tid til at byde på boligen.

Hvor meget kan jeg presse prisen, når jeg vil købe bolig?

Det er meget forskelligt, hvor meget du skal byde på boligen. Eventuelle prisnedslag afhænger af boligens stand, hvor længe den har været til salg, og grunden til at sælger ønsker at flytte. Skal sælger flytte akut på grund af en skilsmisse eller et mistet job, så er der større sandsynlighed for, at du kan få et afslag i prisen, end hvis sælger blot ønsker at bo i noget andet. Samtidig er det mere sandsynligt, at du kan opnå et afslag i prisen, hvis boligen har været til salg længe. Du kan tjekke hjemmesiden Boliga for at få et indtryk af salgspris og antal dage, som en bolig er til salg i nærområdet.

Ofte vil sælger ikke godtage dit bud, hvis det lægger under udbudsprisen. Men med den rette kombination af is i maven og interesse for boligen kan det godt lade sig gøre at handle sig frem til en bedre pris. Al kommunikation mellem dig og sælger går gennem ejendomsmægleren – som er sælgers mand. Når du og sælger er blevet enige om en pris, så er det tid til at finde en boligadvokat.

Du kan roligt underskrive boligpapirerne med et bankforbehold og et advokatforbehold. På den måde ved sælger, at du er seriøs i dit boligkøb. Men du er også sikret, at du ikke binder dig til at købe noget, som din bank eller advokat ikke vil godkende.

Hvilken boligadvokat skal jeg vælge?

Boligadvokaten kan læse alle papirer igennem for dig, og han kan sikre dig, at der ikke er noget i kontrakten, som du ikke må gå med til. Boligadvokater varierer meget i pris. De kan koste fra cirka 4.000-12.000 kr. Basalt set er den helt store forskel på den dyre og billige advokat den personlige kontakt. Den dyre boligadvokat holder et møde med dig, hvor alle papirer gennemgås. Den billige advokat vil gennemgå papirerne selv, og han telefonisk fortælle dig, om han kan stå inden for dem. Det er forskelligt, hvad man som boligkøber er mest tryg ved.

Lever papirerne op til alles forventninger, kan du købe boligen. I første omgang betales udbetalingen. Resten af boligen skal først betales, når du overtager den. Din bank vil stille sikkerhed for, at du kan betale for boligen gennem lån, når den store flyttedag kommer.