Hvad er boligsikring?

Når man bor til leje i enten et hus eller i en lejlighed kan man som oftest søge om boligsikring. I dagens begrebsguide vil jeg fortælle hvad boligsikring er og hvordan det fungerer.

Boligsikring er en ydelse der tilbydes til folk der bor til leje i deres bolig. Ydelsen tilbydes som et tilskud til betalig af boligudgifter og udbetales af kommunen.
Boligsikringens størrelse bestemmes ud fra blandt andet husstandens indkomst, boligens størrelse og husstandens størrelse.
Som oftest siger man, at det kun er enlige, der har ret til boligstøtte set ud fra det faktum, at hustandsindkomsten hos en enlig er mindre end ved et par. Derfor skal man altså ikke regne med at få boligsikring hvis man er en familie med en almindelig indkomst.
Derimod skal man som enlig forsørger være opmærksom på, at hvis man har et barn der har et fritidsjob, så skal denne løn også tages med i beregningen af boligsikring. Så selvom barnet ikke bidrager til boligudgifterne, så bliver hans eller hendes løn regnet med alligevel.

Og det er vigtigt, at man husker at medregne alle vigtige faktorer. For har du opgivet forkerte oplysninger, kan du risikere at komme til at betale boligsikring tilbage. Giver du kommunen forkerte oplysninger betegnes det nemlig som værende socialt bedrageri. I mindre tilfælde skal du oftest bare betale overskydende boligsikring tilbage, men vurderer kommunen at du har snydt systematisk kan det ende med fængselsstraf. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på, hvad du indberetter til boligsikringskontoret. Er du i tvivl kan du altid tage kontakt til din kommune og bede om hjælp.

Det er heller ikke kun kommunen du kan snyde hvis ikke du får opdateret dine oplysninger. Faktisk kan du også ende med at snyde dig selv. Har der været nedgang i din indtægt og har du glemt at indberette det, kan du faktisk snyde dig selv for ekstra boligstøtte. Derfor kan vigtigheden af at opdatere sine oplysninger ikke understreges nok.