Hvad er et boligkøbsbevis?

Når du skal købe bolig, er det en god ide, at du får lavet et boligkøbsbevis. Boligkøbsbeviset er dit bevis for, at din bank vil godkende dit huskøb. På den måde vil du ofte blive taget mere seriøst, hvis du har et boligkøbsbevis i hånden, når du køber bolig.

Du kan få lavet et boligkøbsbevis i samarbejde med din bank. Ofte skal du møde op i banken, hvor du sammen med din bankrådgiver gennemgår din økonomi. På den måde kan I sammen beslutte, hvor meget det er realistisk, at du køber bolig for.

Er du førstegangskøber, er det en særlig god ide, at du får lavet et boligkøbsbevis. Boligkøbsbeviset kan nemlig bruges som en rettesnor for, hvor dyre boliger du kan kigge efter. Det kan være svært at beregne, om man kan købe en bolig eller ej, hvis man selv forsøger at udregne sin økonomi til et eventuelt huskøb. Dette skyldes blandt andet, at ens udgifter ændrer sig, når man går fra at være lejer til at være ejer. Samtidig vil man opleve, at ens skattefradrag ændrer sig, når man køber bolig. Er man førstegangskøber, kan det være svært at tage højde for alle disse ændringer.

Sådan får du et boligkøbsbevis

Skal du købe bolig sammen med din ægtefælde eller din kæreste, så skal I begge to fremvise beviser for jeres økonomiske situation. Det er forskelligt fra bank til bank, hvad man skal have med til mødet, men som udgangspunkt skal du som minimum medbringe:

–          Dine seneste tre lønsedler

–          Din seneste årsopgørelse

–          Et budget over dine faste udgifter

I nogle banker kan du blive bedt om at medbringe yderligere informationer. Du vil få at vide af din bankrådgiver, hvad du skal medbringe af papirer, når I skal holde et boligkøbsbevismøde.

Det er vigtigt, at man er realistisk, når man er til møde i banken for at få lavet et boligkøbsbevis. Har man allerede fundet drømmeboligen kan det være fristende, at man skærer helt ind til benet på alle sine udgifter. Sammensætter man et urealistisk budget, risikerer man, at man ikke kan betale sine regninger, og i sidste ende kan dette betyde, at ens hus ender på tvangsauktion. Din bankrådgiver vil ofte hjælpe dig med at bevare det kølige overblik, når du skal lægge budget. Lyt til hvad din bankrådgiver siger!

Når du har fået lavet et boligkøbsbevis, kan du gå i gang med boligjagten. Det er vigtigt, at du er tålmodig, når du skal købe hus. Det er usandsynligt, at drømmehuset er til salg, netop når du begynder at lede efter det. Som markedet ser ud nu, kan du komme til at vente i en rum tid, førend drømmeboligen melder sig. Skulle dit boligkøbsbevis udløbe inden da, kan du få lavet et nyt i din bank. Måske har din økonomi ændret sig i en positiv retning, så du kan købe for endnu flere penge end først antaget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *